Store jagtoplevelser i det skotske højland

Ud fra brølene at dømme var det tydeligt, at hjorten befandt sig under os bag et lille klippefremspring. Hinderne og kalvene var begyndt at græsse i retning væk fra stalkeren og jeg, så det var sandsynligt, at hjorten snart ville gøre dem følgeskab. Brunsten havde tydeligvis sit tag i hjorten. Pludselig trådte den ind på den solbeskinnede skråning. Selvsikkert traskede den efter hinderne. Skudafstanden var 260 meter. Nu gjaldt det om at vente på, at hjorten ville dreje, så dens brede skulderparti blev frit.

Forberedelserne

Drømmen om at skyde en skotsk højlandshjort begyndte for over et år siden, hvor vi tog kontakt til Jelling Jagtrejser og Scotsport for at undersøge deres muligheder for at arrangere en jagtrejse, som opfyldte vores ønsker om fælles jagtoplevelser efter højlandshjorte i efteråret 2018.

Sammen med min far, Vagn, og min bror, Peter, havde jeg et ønske om at opleve højlandet i al sin storhed og jage de berømte skotske højlandshjorte – allerhelst i brunsten, hvor kronvildtets aktivitet og hjortenes brøl udgør en særlig stemningsfuld kulisse for jagtoplevelserne.

Jacob Larsen, der sidste år var stalker hos Alf Sørensen ved Scotsport, anbefalede os at opsøge jagtheldet ved Invercould Estate. Netop dette gods råder over et enormt jagtterræn på den skotske østkyst og er beliggende tæt ved Alfs flotte jagtslot, Learney House. Til vores store tilfredshed lykkedes det os at booke fire jagtdage i disse omgivelser.

Med høje forventninger mod højlandet

Endelig oprandt dagen, hvor vi skulle flyve til Aberdeen i Skotland. Her ventede der os en bil, og vi bevægede os hurtigt ud i den betagende skotske natur. Naturen i Skotland er ganske enkelt imponerende med sin store variation mellem lav- og højland og de mange smukke efterårsfarver.

Gamle, fine stendiger rammesatte de åbne vidder med det storslåede højland i baggrunden. Learney House lå smukt mellem bakkerne med udsigt til højlandet. Ved ankomsten blev vi godt modtaget af danske David Siep, der var ansat som gillie og stalker ved Scotsport. Vi blev indkvarteret på værelserne og gik en tur i det flotte efterårsvejr og snakkede om de jagtoplevelser, som vi havde i vente. Alf Sørensen introducerede os herefter til stedet og fortalte om jagten i højlandet.

Første jagtdag

Næste morgen drog vi af sted mod Invercould Estate, hvor vi skulle møde vores stalkere. Vejret viste sig fra sin bedste side med solskin og blå himmel. Min bror og jeg skulle jage sammen på førstedagen, mens min far skulle jage selv, og således fordelte stalkerne og gillierne sig imellem os. Min bror skulle nedlægge sit første stykke kronvildt, så det var naturligt, at han startede.

Efter indskydningen af riflerne, rullede vi afsted gennem bakkerne til et udsigtspunkt, hvorfra vi med kikkert kunne se langt. Vi fik hurtigt øje på en rudel kronvildt med en god hjort iblandt. Rudlen befandt sig cirka 3-4 kilometer oppe ad en skråning. Det var et smukt syn at se den brølende hjort i silhuet på den blå himmel.

Vores stalker, Sandy, planlagde en rute op gennem et næsten udtørret flodleje, for at vi uset kunne komme højt op bag bakken og derfra starte vores pürch mod den udvalgte hjort. 

Den første højlandshjort

Den brølende hjort var nu ganske tæt på, men stadig ikke til at se. Fra vores position kunne vi se et par hinder og kalve ligge i lyngen. Hjorten måtte være i nærheden. Jeg havde kameraet klar.

Peter og Sandy fortsatte i lavt kryb frem mod rudlen. De nærmeste hinder lå kun 40 meter væk.

Pludselig svingede hjorten rundt om bakken. Stalkeren anbefalede et skud over sin skulder for at sikre den korrekte vinkel henover bakken, uden at hinderne ville kunne se dem.

Skuddet faldt, og jeg kravlede frem til min tydeligt påvirkede bror. Hjorten lå forendt med en høj bladkugle. Det var vigtigt for stalkerne at forstyrre vildtet mindst muligt, hvorfor vi skød med lyddæmper og ventede med at gå frem til hjorten, indtil at hinderne var trukket rundt om bakken.

Denne jagtoplevelse var perfekt fra start til slut. Kombinationen af den lange pürch op igennem bakkerne, solen der badede højlandet i lys, hjortens brøl og endelig finalen, hvor hjorten lå forendt i lyngen. Nu var der kun tilbage at give den nyslåede hjortejæger lidt blod på kinderne. 

 

 

Sandy arrangerede nu, at ”the Pony Man” ville komme og fragte hjorten på hesteryg retur gennem bakkerne. I ventetiden nød vi en whisky og den medbragte madpakke med den lune sol i ansigtet.

Nye hjortebrøl i bakkerne

Da vi havde fået hjorten bukseret ned til firhjulstrækkeren, var det min tur til at prøve kræfter med en af højlandets gamle hjorte. Sandy og jeg gik ad en snoet vej op imod et højt punkt, hvorfra vi havde kilometervis udsyn over højlandet. Vi spottede to rudler med kikkerterne, hvoraf den ene rudel så ud til at have en stærk hjort i sig. Sandy kendte terrænet godt og lagde en plan om at gå til rudlen ad en meget stejl opstigning cirka 200 meter bag dyrene.

På vejen op ad den stejle skrænt brugte vi flittigt kikkerten for at sikre, at vi ikke skulle komme til at støde andre rudler og bihjorte (yngre hjorte, der ikke står med hinder). Ovenfor bakken kunne vi høre hjorten brøle med korte intervaller. Vi kravlede forsigtigt frem mod en lille knold, hvorfra vi forventede at kunne se nogle dyr i rudlen. Ganske rigtigt kunne vi se tre hinder og to kalve mod højre.

Vi vidste fra vores tidligere iagttagelser, at der cirka var 25 dyr i rudlen. Denne position tillod os ikke at komme nærmere. Efter 20 minutters ventetid kravlede vi tilbage for at komme højere op i terrænet og derved få en ny vinkel til rudlen. Sandy spurgte, om jeg ville være klar på et skud mellem 250-300 meter. Jeg meldte klar. Vi kravlede nu langsomt frem til vores nye position. Herfra kunne vi konstatere, at flere hinder og kalve var begyndt at græsse væk fra os. Hjorten var fortsat ude af syne grundet sin placering under os. Dens brøl gav os forventning om, at den ville gøre rudlen selskab i løbet af kort tid. Riflen blev gjort klar i skydeposition, og afstandsmåleren sagde 265 meter til de nærmeste hinder.

Pludselig kom hjorten til syne. Den kom i selvsikker gang mod hinderne. Tilbage var blot at vente på muligheden for et sikkert skud. Endelig drejede hjorten, således at dens brede flanke blev synlig. Trådkorset blev placeret midt på bladet. Jeg lod kuglen gå. Tydeligt truffet drejede hjorten rundt og løb imod os, inden den 15 meter senere væltede rundt i lyngen. Hinderne samlede sig og forsøgte at finde årsagen til smældet. Sandy og jeg lå stille og ventede, indtil de var trukket rundt om bakken.

Vi kunne nu råbe efter Peter og gik samlet mod hjorten. Endnu en spændende jagtsituation var gået op i en højere enhed. Tilbage var ”kun” arbejdet med at slæbe hjorten retur til bilen.

Et andet sted i højlandet

Samtidigt med vores jagt var vores far kravlet til en stor rudel med cirka 60 dyr. Det havde været en lang og krævende kravletur, da landskabet ikke havde givet dem andre muligheder for at komme på skudhold. Fremme ved rudlen havde de konstateret, at der var tre hjorte, hvoraf de to var jagtbare. Den ene hjort gik centralt i rudlen, og det lykkedes vores far at sætte en god kugle på den.

Skuddet skabte uro, og de resterende dyr søgte højere op, imens en hjort og tre hinder søgte ned igennem en slugt i terrænet. Brunsten havde sit kraftige tag i hjortene, så de begyndte atter at brøle efter 100 meters trav. Stalkeren fik vores far overbevist om, at de kunne nå den anden hjort, hvis han var klar på en lille spurt op over en bakkekam. Det var han. Det lykkedes at afgive endnu et godt skud til en hjort. Den lange strabadserende jagt havde i løbet af få minutters intens jagt, givet vores far to flotte højlandshjorte, og store jagtoplevelser var sikret.

Anden jagtdag efter højlandshjort

På andendagen havde min bror og jeg stadig en hjort hver at nedlægge, hvis jagtheldet ville være med os. Min bror skulle med Sandy igen, og jeg fik den erfarne George som stalker.

Denne dag startede med småregn og tæt drivende tåge i den del af højlandet, hvor vi skulle jage. Vi brugte tågen til at komme uset frem til et højtliggende område, hvor George mange gange tidligere havde set gamle jagtbare hjorte med rudler. Kort tid efter vi var kommet frem til det punkt, hvor George mente at kronvildtet kunne stå, begyndte det at blæse kraftigt op. Det betød, at der blæste hul i tågen, således at vi kunne bruge kikkerterne og undersøge terrænet under os.

Kronvildt i kikkerten

George fandt en rudel på samme højde som os et par kilometer fremme. Jeg fandt en anden stor rudel endnu længere inde i en stor dal. Efter at have betragtet de to rudler nøje, besluttede vi at gå efter en stor hjort i den store rudel i bunden af dalen. 

Pürchen blev lang og stabadserende, da en anden rudel på toppen gjorde denne vej umulig. Da vi flere kilometer senere prøvede at nærme os rudlen nede fra, kom fire vandrefolk til at presse kronvildtet opad bjerget. Vi lod derfor rudlen få en halv times ro, hvilket betød, at den store rudel satte sig i den kraftige blæst.

Vi planlagde en rute op mod en klippetop cirka 300 meter fra rudlen. Ruten lykkedes, og fra toppen kunne vi se, at der var to flotte ti-endere med rudlen samt flere bihjorte. Nu ventede vi på, at den kraftige af de to hjorte ville rejse sig og måske blive fri til endnu et langt skud. Vi kunne umuligt komme nærmere, da rudlen lå i en stor gryde i terrænet. Riflen blev nu gjort klar. Der blev klikket på det ballistiske tårn, således at 270’eren ville træffe sigtepunktet på 275 meter. 

Opdaget

Netop som riflen var klar, gled den på den mosbeklædte klippe. Nogle hinder der lå mellem os og hjorten havde tydeligvis set bevægelsen og stod nu med løftede hoveder og sikrede mod os. Hjorten rejste sig nu også, men den var stadig ikke opmærksom på noget. Den begyndte at traske selvsikkert rundt mellem de nærmeste hinder og kalve. “Shoot, when you can. They have seen us” lød det fra George. Jeg var nødt til at vente, indtil hjorten havde passeret en kalv. Sekunderne føltes som minutter, men endelig var hjorten fri, og skuddet gik. Hjorten gik kun få meter med en høj bladkugle og den lange pürch med de mange forhindringer havde fået en perfekt slutning. Jeg var allerede nu klar over, at jeg havde skudt en meget smuk regelmæssig højlandshjort.

Mens vi ventede på, at rudlen skulle glide væk over bakken, blev pürchen gennemgået. Jeg fornemmede, at George og jeg var næsten lige lykkelige over den gode slutning.

Et andet sted seks-syv kilometer fra os, var det også lykkedes min bror, at få held til at nedlægge en flot hjort. To fantastiske dage i højlandet havde resulteret i, at vi afsluttede denne del af jagten med seks stærke højlandshjorte.

Med fritten efter kaniner

På en af de sidste dage, købte vi et par timers jagt på vildkaniner med fritte. Vi var med Scotsports to egne danske skytter, Rene og David, afsted i naboterrænerne til Learney House.

Det var nogle spændende og hyggelige timer med de to skytter, og vi oplevede et hyggeligt fælleskab omkring jagtoplevelsen. En fin måde at slutte nogle helt enestående dage i det smukke Skotland.

Jagtoplevelserne med de flotte skotske højlandshjorte er i sig selv mindeværdige, men de bliver endnu større i kraft af, at jeg delte oplevelserne med min bror og min far. Således blev vores mangeårige jagtfælleskab i særdeleshed udvidet med talrige oplevelser før, under og efter jagten på de brølende skotske hjorte og de vilde, springende kaniner.  

 

 

 

  

 

 

 

Læs også:

Overvejer du at besøge Skotland som jæger? Så kan du læse mere om jagtrejser til det skotske højland.

5 tanker om “Store jagtoplevelser i det skotske højland

  1. Allan Poulsen siger:

    Virkelig god beretning med nogle stemningsfulde billeder. Skotland må bestemt på ønskelisten over kommende jagtrejsedestinationer!

  2. Niels Laustsen siger:

    God og velskrevet fortælling med fine fotos om en begivenhed, begge generationer sikkert vil huske for altid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

HUNTEM INSTAGRAM

HUNTEM FACEBOOK

huntem.official
2 months ago
Opskrift på Vildtfrikadeller af fasan - Vildt gode deller, Julie Hey

Lækker opskrift på vildtfrikadeller af fasan - prøv Julie Hey's opskrift på "Vildt gode deller", du vil ikke fortryde. Opskriften kommer fra den nyanmeldte bog "HEY! DET ER VILDT".

Husk også at ... See more

Lækker opskrift på vildtfrikadeller af fasan - prøv Julie Hey opskrift på "Vildt gode deller", du vil ikke fortryde. Server dellerne med lækkert tilbehør

2 months ago

Oktober-stemning og harejagt - billede @nordic_huntsman_dk(Instagram)

2 months ago
Huntem

Huntem CONNECT

Nu lanceres Danmarks nye platform for jagtformidling, Huntem CONNECT - https://www.huntem.com/da/jagtformidling/

DEL GERNE NYHEDEN I JERES JAGTNETVÆRK

Hvorfor Huntem ... See more

2 months ago

2 months ago

Frederik Aakær Staun’s perleugle blev september måneds vinderbillede. Billedet er taget under skovfuglejagt i Sverige.

Tillykke til Frederik

Deltag i oktober-udgaven af "JAGT BILLEDET" ved at ... See more

2 months ago

Skovens konge i smukt morgenlys - kronhjort - af @alexsaberi

2 months ago

VIND den flotte nye og inspirerende "HEY! DET ER VILDT" - vildtkogebog. En bog med mange spændende opskrifter. Bogen giver blandt andet mange gode bud på tilbehøret til vildtretten, ... See more

2 months ago

Huntem har netop anmeldt vildtkogebogen "HEY! DET ER VILDT" af Julie Hey - Bogen udkommer idag den 26. september - læs anmeldelsen her!

Huntem vil i løbet af de kommende uger, bringe et par af ... See more

2 months ago
Chateaubriand af vildsvin - et frisk pust til de danske vildtgryder

Mange danske jægere har haft succesfulde ture til vores nabolande efter vildsvin - prøv denne spændende opskrift fra Gourmensch næste gang menuen står på ... See more

Prøv denne spændende opskrift på mørbrad af vildsvin med lækre brombær i saucen. Vildsvinet har en meget lækker smag og er derfor en meget populær spise.

2 months ago
Timeline Photos

Ha’ en “brøl-god” weekend - billede af @settysphotography

« 1 of 15 »