Billeder: Stefanie Paulsen
Buejagt i Danmark er gennem de seneste år blevet mere populært. På buejagt kommer teknik, tålmodighed og jagtlige evner endnu mere på prøve end på riffeljagt. Buernes rækkevidde er meget kortere, hvorfor der ikke er plads til fejl, før vildtet let opdager jægeren. Intensiteten i disse jagtoplevelser med bue kan således bringe store følelser frem.
Stefanie Paulsen er passioneret buejæger. Hun bruger hvert år mange timer på jagt med buen. Hun har skudt flere mindre bukke med buen og har længe ønsket at få chancen for at nedlægge en ældre buk. Ikke på grund af trofæet på de ældre bukke, men på grund af den ekstra udfordring det er, at komme på skudhold af en ældre og
mere erfaren råbuk.
Stefanie beretter
Den forberedte buejæger
Det hele startede få dage før bukkepremieren, hvor jeg gennemgik optagelserne på mit vildtkamera for at få en fornemmelse af, hvad der rørte sig af råbukke på terrænnet. Spændingen var stor, da jeg så vildtkameraets mange billeder igennem. Det er altid spændende, om optagelserne gemmer på en flot råbuk. Det viste sig, at der på terrænnet gik en stor seksender.
Derfor besluttede jeg mig for at tage kameraet med ud for at se, om jeg kunne få et godt billede af bukken og dermed også lure lidt på dens vaner.
Jeg satte mig på en stol i marken i nærheden af et vandhul. Der havde jeg siddet i et par timer, da jeg pludselig blev angrebet af en myggesværm. Min myggespray viste sig at være en ringe hjælp. Jeg måtte kæmpe med at sidde helt stille, for i samme øjeblik dukkede der en stor seksender op 15 meter foran mig. Den gik stille imod mig, mens jeg kæmpede med at undertrykke min lyst til at slå ud efter den myg, der havde sat sig til at suge blod ved mit øje.
Jeg havde selvfølgelig ikke fået tændt kameraet, og da bukken dukkede op ud af ingenting, havde jeg ingen mulighed for at filme, uden at den ville bemærke mig. Den gik nu helt ind på otte meter af mig. Jeg havde en fornemmelse af, at den så direkte på mig. Her blev jeg nu helt klar over dens størrelse, og i samme sekund ramte feberen mig.
Den eneste lyd der kunne høres var mit galoperende hjerte og bukkens trin hen imod mig. Til mit held gik bukken ind bag en busk, så jeg kunne gøre mit kamera klar. Jeg havde svært ved at trykke på udløseren, fordi hele mit system rystede. Jeg konstaterede, at vi ikke havde set bukken før, og at han havde potentiale til at være den største buk, som vi havde set i mange år.
Den sidste træning
I tiden op til bukkepremieren havde jeg øvet skud på længere afstande, fordi jeg havde en forventning om, at de større bukke skulle skydes dér. Min tanke var, at de store aldrig ville komme helt tæt på. Jeg tog fejl. Her sad jeg med den til dags dato største buk på kun otte meters afstand. Og jeg kunne kun skyde ham med min kameralinse.
Umiddelbart inden premieren fordelte min far og jeg de jagtbare bukke imellem os. Jeg fik mulighed for at nedlægge den store seksender, mens min far ville opsøge sit jagtheld på en abnorm buk, som vi havde set på vildtkameraet.
Lige ved og næsten
Den 17. maj var jeg igen på jagt og havde placeret mit videokamera ved siden af mig. Jeg ventede i tre timer uden at se eller høre noget. Den eneste aktivitet var myggene, der igen havde blæst til angreb. Deres sværm fortalte mig, at det måske var tid til at tænde kameraet. Jeg var tæt på at opgive for denne gang, da bukken pludselig stod der.
Som det første fik jeg øje på de hvide sprodser og som det næste resten af det smukke dyr. Bukken kom nærmere og begyndte at feje opsatsen på en busk. Feberen havde for alvor sit tag i mig. Hvis jeg skulle have en skudchance, skulle bukken forlade den høje vegetation. Til min store skuffelse vendte bukken rundt og gik tilbage i skoven, uden at jeg fik en skudchance. Ærgrelsen og frustrationerne væltede op i mig.
Giv aldrig op
I dagene efter kom bukken ikke til syne på vildtkameraet, hvorfor jeg begyndte at tvivle på, om jeg ville se den igen. Jeg tog mig selv i at tænke på bukken flere gange dagligt. Jeg var så tæt på, og alligevel så langt fra. Efter mange jagter uden at se bukken, mistede jeg langsomt modet.
Men den 21. juni fik jeg heldigvis håbet tilbage. Jeg forfulgte denne fornemmelse og sørgede for pasning af mine drenge. Lige inden solnedgang så jeg en buk i det fjerne. Jeg var ikke sikker på, om det var “min buk”. Oplevelsen gjorde det nemt for mig at stå tidligt op den kommende morgen.
Jeg satte mig i det høje græs, hvor jeg om aftenen forinden havde set bukken. Desværre skete der intet. Jeg havdebegrænset tid til rådighed, da jeg skulle køre mine drenge i skole kl. 7.45. Jeg tog mig selv i at sidde halvt sovende. Klokken 7.24 så jeg på telefonen og overvejede at bryde op, for at have lidt tid med mine drenge før skoletid. Idet jeg lagde telefonen, så jeg to hvide sprodser cirka 30 meter fra mig.
Nu ramte bukkefeberen mig for alvor. Denne gang var jeg dog fast besluttet på ikke at lade feberen bremse mig. Jeg fik styr på mig selv. Min eneste tanke var, at jeg ikke skulle glæde mig, før bukken lå død. Jeg gav mig selv en kort peptalk om at bevare koncentrationen og betragte skudsituationen, som når jeg træner. Alt imens jeg sad og gjorde mig disse kloge tanker, forsvandt bukken. Den var væk. Modet faldt igen.
Buk i sigte
Pludselig så jeg noget rødt træde frem. YES. Jeg var klar med buen. Desværre var det en rå. Her begyndte min hjerne at spille mig et pus. Måske var det slet ikke den rigtige buk, som jeg så. Klokken var nu 7.55, og jeg var desværre nødt til at bryde op. I samme sekund så jeg op, og bukken stod foran mig. Det var min chance. Nu skulle det gå stærkt. Jeg ventede til, at jeg kunne se bladet helt fri af græsset. Jeg mærkede ingen feber, men bevarede roen. Da bladet var frit, slap jeg pilen. Jeg sad og lyttede. Jeg kunne svagt høre, at bukken væltede længere fremme i græsset. Jeg ringede til min far og mine drenge, der ventede i spænding på mit opkald. Jeg besluttede mig for at gå frem mod bukken.
Lettelsen over, at det lykkedes var stor. Jeg tog opsatsen i nærmere øjesyn. Overraskelsen var stor, da jeg måtte konstatere, at det ikke var den samme buk.
En fantastisk jagtoplevelse
Min far kom kort efter, og han var helt oppe og køre af glæde på mine vegne. En stor dansk råbuk med buen var en helt fantastisk oplevelse. Følelsen af at mærke hans begejstring gav min stolthed over en vellykket jagt større.
Det viste sig senere at være to forskellige bukke, som vi havde forvekslet med hinanden på vildtkameraerne. De var næsten lige store.
Nu har jeg min imponerende buk fra en jagtoplevelse fyldt med op- og nedture. Jeg holder meget af naturen og af at få mulighed for at komme helt tæt på det fascinerende vildt. Hvis man ovenikøbet er heldig at få et stykke vildt med hjem, er det en bonus, der dog på ingen måde er afgørende for helheden af, hvad jeg som jæger værdsætter ved jagtoplevelser.
Læs også
Jagt oplevelsen
