Fuglejagt på Trolle Ljungby Gods med stående hund

Tekst og foto: Huntem

I høj fart søgte den irske setter ned langs kartoffelrækkerne. I næste øjeblik var hønsene naglet. En finsk, en norsk og en svensk jæger stod hurtigt herefter klar ved siden af hunden.

Fuglejagten i den svenske efterårssol var kommet godt fra start.

Huntem var i oktober inviteret med på en fuglejagt på det kendte gods Trolle Ljungby i Skåne. Fuglejagten skulle være en kombination af klassisk jagt på fasan og agerhøns på markerne samt morgen- og aftentræk på gæs og ænder i skærgården ved godset. Deltagerne på jagten var nogle af Danmarks bedste hundeførere og jægere fra hele Skandinavien.

Fælles jagtinteresse på tværs af landegrænser

Da bilen rullede ind på parkeringspladsen fredag aften, var stemningen omkring bålet allerede god, og alle deltagere hilste på hinanden i godt humør og med positive forventninger til de kommende jagtdage.

Fælles for hundeførerne var, at de alle tre har vundet det danske mesterskab for engelske hunde, og årets nyslåede vinder i form af Heidi Nørgaard Jensens irske setter Siff var også med. Min egen irske setter var for ung og uerfaren til at deltage, men jeg glædede mig til at se hundearbejdet og det potentiale, som jeg måske vil kunne udfolde med min egen hund.

Trækkende gæs i skærgården

Morgentrækket om lørdagen startede, da lyset begyndte at bryde imod øst. Det var tydeligt at høre, at gæs i tusindvis rastede længere ude i skærgården. Jægerne var fordelt på hold med hver deres hundefører.

Få minutter efter at vi havde fundet vores plads mellem de store sten, trak de første gæs ind igennem skærgården. I et enkelt skud lykkedes det en svensk jæger at skyde en grågås ned et stykke ude i vandet.

Gåsen var ikke dødskudt, og derfor blev den irske setter Cooper hurtigt sendt afsted. Efter en dirigeret svømmetur af Heidi, lykkedes det Cooper at fange gåsen og apportere den tilbage til sin ejer og den stolte skytte. Hans første grågås var en realitet.

Den næste time kom gæssene i en lind strøm, og jægerne lykkedes adskillige gange med at skyde gæs ud af flokkene i det smukke morgenlys. En anden flot apportering blev lavet af den ruhårede hønsehund Charlie, der mellem de mange klipper fandt en and.

Agerhøns på strandengene

Tilbage i jagthytten ventede varm kaffe og et veldækket morgenbord. De første jagtoplevelser blev delt mellem holdene. Flere jægere havde haft jagtheld og skudt deres første gås.

Enkelte fik også skudt deres første double på gæs. Under kaffen steg forventningerne til dagens fuglejagt på godsets forskellige marker yderligere. Hundene havde fra morgenstunden bevist deres værd og alsidighed som apportører i havets bølger på stranden.

Nu skulle de arbejde videre i deres sande metier – jagten på hønsefugle i åbent terræn. Alle jægere var spændte på at opleve hundene arbejde på markerne. Denne dag var jeg på holdet, hvor Heidi var hundefører af sine tre irske settere, Siff, Bagherra og Cooper.

På mit hold var en kvindelig svensk jæger, en norsk mandlig jæger og en finsk mandlig jæger, og vi startede jagten på nogle af godsets strandenge. Hundene søgte effektivt hele formiddagen, og de opnåede mange stande, hvor skytterne blev bragt frem til skud.

Der var således højt humør og fugle på tasken, da vi gik retur til frokost.

Terrænskifte og nordisk effektivitet

Efter frokost gik vores hold til nyt terræn og skulle jage på nogle af godsets landbrugsarealer. Arealerne var en skøn blanding af roer, majsstubbe, efterafgrøder, jordbær-, kartoffel- og stubmarker.

Uanset terræntype arbejdede de irske settere i et stort velanlagt søg og bragte sig gang på gang i kontakt med markens agerhøns. Jeg var meget fascineret af hundenes gode kontakt til deres fører og deres enestående fugletagninger.

Selvom fuglene helt sikkert har mødt jægere flere gange tidligere i sæsonen, havde hundene en god fornemmelse for, hvor tæt de kunne gå på fuglene for at sætte dem.

En af dagens smukkeste og mest effektive fugletagninger skete på bagsiden af et skel mellem to marker. Først trak Bagherra an i stand, hvorefter Cooper sekunderede.

Skytterne blev hurtigt fordelt langs skelkanten, og da alle var på plads, fik hundene rejseordre. Herefter lettede en stor flok høns ud over marken. Alle jægere havde en god skudchance, og resultatet blev 5 høns i majsstubben.

Finale i rødt og hvidt

Som en hyldest til den nyslåede danske mester slap vi Siff alene på dagens sidste mark. Siff bar Dannebros farver på sit dækken og bar det flot ud over den grønne stubmark.

Efter tre brede slag snurrede hun rundt i en liggende stand. Skytterne var heldigvis tæt på og flankerede hende hurtigt. Inden Heidi nåede at give Siff rejseordre, lettede en stor flok høns.

Her lykkedes det en norsk jæger at lave sin første double på agerhøns. Smilet og glæden var ikke til at tage fejl af. Jagt over stående hund er en stor oplevelse, som vi kan dele på tværs af vores nordiske grænser.

To dages fuglejagt blev afsluttet med en flot vildtparade ved det smukke Trolle Ljungby Gods. Alle jagtens deltagere brød efter paraden op og tog hjem mod Norge, Sverige, Finland og Danmark. Alle havde haft gode oplevelser med at jage over stående hunde. Skønt at opleve, hvordan denne jagttur var fyldt med oplevelser, der blev delt på trods af forskellige jagtkulturer og sproglige udfordringer. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *